En god juniormesterlære starter her
Juniormesterlære er til dig, der allerede nu overvejer en erhvervsuddannelse efter folkeskolen – eller som bare kunne tænke dig en mere praktisk og afvekslende skolehverdag, hvor du kombinerer undervisning med erfaring fra en rigtig arbejdsplads.
Udover at være i praktik går du i skole tre dage om ugen, hvor du som minimum vil have undervisning i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Det kan enten være i en lokal juniormesterlæreordning på din egen skole eller i en af kommunens juniormesterlæreklasser.
På Holbæk Kommunes hjemmeside kan du læse mere om juniormesterlære og hvordan du gør.

”Juniormesterlære er et langt forløb, og det giver en meget tættere relation end ved almindelig skolepraktik, der kun varer en uge. Vi har både kontakt til forældre og skolen, og for Lea er der meget mere fordybelse i det,” fortæller Katja, der ejer Kreakrogen.

”Her arbejder jeg med hænderne, og der er altid noget at lave. Så selvom dagene er længere her, føles de meget kortere,” fortæller Mads, der er i praktik som slagter.

”Det var tungt at gå i skole, og der var meget at lave hele tiden. Nu er jeg her på værkstedet hver torsdag/fredag og mandag til onsdag er jeg i skole, hvor jeg har dansk, matematik, engelsk og fysik. Og det er netop de fag, jeg skal bruge, hvis jeg vil have en erhvervsuddannelse,” fortæller Lukas, der er i praktik hos Jyderup Maskinforretning.
Elever fra Juniormesterlærerordningen i Holbæk har været med til at bygge syv bord/bænkesæt, som nu står i et lokalt boligområde. Projektet blev gennemført i samarbejde med en tømrerforretning, det boligsociale team og NEG.
Eleverne arbejdede side om side med tømrere og lærlinge gennem to arbejdsdage og fik værdifuld erfaring med håndværk, arbejdspladskultur og samarbejde. Projektet viser, hvordan lokale partnerskaber kan skabe meningsfulde læringsforløb og styrke unges vej mod en erhvervsuddannelse.